I midten af Chameleon, Monira Al Qadiris store udstilling på ARKEN Museum for Samtidskunst, svæver to enorme konkylier af typen Murex i et livmoder-lignende rum badet i mættede røde farver. De ser umiddelbart ud til at være tomme og hule, som fossiler fra et fremmed hav, men så begynder de at vise tegn på liv: Hviskelyde peger frem mod en snarlig forvandling. Mød værket Gastromancer (2023), en installation, der levendegør olieindustriens usynlige arv.

Den kuwaitiske kunstner Monira Al Qadiri arbejder på tværs afskulptur, installation, film og performance. I sin kunst skaber hun verdener, hvor det bizarre i kapitalismens logik og uophørlige udvinding af ressourcer bliver synlig, og hidtil usete fortællinger træder i frem gennem tragiske, men ofte også legende greb. Hendes praksis er forankret i en vedholdende undersøgelse af såvel de følelsesmæssige som symbolske aspekter af den såkaldte “petrokultur” – et begreb, der dækker over de forestillingsverdener, som er formet af vores globale forbrug og afhængighed af olie.

Kurator Amal Khalaf, der også er én af kunstnerens samarbejdspartnerne, har påpeget, at Al Qadiris værker skaber et “kosmos” af skiftende identiteter, hvor de gængse fastsatte grænser mellem det sociale, ideologiske og æstetiske hele tiden forskydes. Dermed synliggøres den desorientering og forvandling af verden, der er opstået på grund af den både flygtige og allestedsnærværende olie – og samtidig åbnes muligheden for at forestille sig en anden tilværelse hinsides oliens dominans.

Gastromancer fremstår inden for dette kosmos som en markant kulmination på Al Qadiris undersøgelser. Værket er på én gang intimt og foruroligende. Det fungerer som en scenografi, der lader os ane konkyliernes indre følelsesliv. Dialogen mellem konkylierne duver blidt og tvetydigt frem og tilbage i et krydsfelt mellem ekstase og undren. De ord, de siger, kommer fra romanen The Diesel (1994), der er skrevet af forfatteren Thani Al-Suwaidi fra De Forenede Arabiske Emirater. Bogens hovedperson er en nonbinær sanger og danser, som prøver at passe ind i et samfund, der er ved at blive forvandlet af olieindustrien – og deres lyriske stemme danner klangbund for Al Qadiris værk.

^{Monira Al Qadiri, Gastromancer Installation view of Haunted Water 2023. Foto: Sun Shi courtesy UCCA Center for Contemporary Art.}

‍

Al Qadiri anskuer Murex-konkylierne som symboler på ressourceudvindingens historie. Tilbage i slutningen af 1800-tallet, en tid præget af vestlig imperialisme, sendte et britisk selskab den første olietanker gennem Suezkanalen. Skibet hed SS Murex, og navnet pegede tilbage på et af firmaets tidligere forretningsområder, hvor man høstede konkylier fra især det Indiske Ocean og Stillehavet og solgte dem som pyntegenstande. 

Næsten et århundrede senere, i 1980’erne, opdagede man, at stoffet tributyltin (TBT) – brugt i skibsmaling på olietankere for at forhindre begroning af muslinger – fik hunsnegle, heriblandt Murex-konkylier, til at udvikle hanlige træk. Det gjorde dem sterile og førte til bestandens kollaps

Gennem århundreder har Murex-konkylien altså været tæt forbundet med industriens udvinding af råstoffer. Faktisk er billedet af en muslingeskal – dog ikke en konkylie – blevet synonymt med et af verdens største olieselskaber. Al Qadiri spejler disse mange vidt forgrenede historier, men samtidig tillægger hun væsenerne en kompleks subjektivitet. Hun viser dem ikke blot i deres rolle som pynt eller ofre for industrien, men tænker over, hvad vi mon ville høre, hvis konkylierne selv kunne fortælle deres historie. Her bliver det livløse levende, og det såkaldte objekt bliver subjekt.

‍‍

“Jeg har en hybridagtig måde at skabe kunst på, som man kan se i mange af mine værker. På overfladen har de et lidt tegneserieagtigt, sjovt præg, men når man forstår tankerne bag dem, har de også en meget tung og mørk litterær side.” - Monira Al Qadiri

‍

Selvom Gastromancer står centralt i Chameleon, er værket blot én af mange verdener, man kan støde på i udstillingen. Det, der til stadighed gør sig gældende, er, hvordan Al Qadiri belyser det, som ligger hinsides de etablerede fortællinger – først og fremmest de affektive miljøer bag petrokulturerne og resterne af en svindende kulturel hukommelse.

Hendes værker er sjældent statiske: de taler, synger eller har iriserende farver, der forandrer sig, når man bevæger sig rundt om dem. De lokker os til sig med en legende facade, men afslører hurtigt en dyster bagvedliggende kompleksitet. “Jeg har en hybrid-agtig måde at skabe kunst på, som man kan se i mange af mine værker,” bemærker hun. ”På overfladen har de et lidt tegneserieagtigt, sjovt præg, men når man forstår tankerne bag dem, har de også en meget tung og mørk litterær side.”

På mange måder spejler Al Qadiri de forestillingsverdener, som omgiver olien. Hun beskriver ofte olien som en forfører, der, som hun siger, “snyder os til at tro, at den skaber rigdom og bekvemmelighed, men rent faktisk samtidig ødelægger os.” Denne dobbelthed kommer stærkt til udtryk i OR-BIT 1-6, en serie på seks iriserende skulpturer, der svæver i rummet som organismer eller teknologi fra fremmede planeter. Det strålende farvespil lokker øjet til sig, før skulpturerne afslører deres egentlige ophav: De er direkte inspireret af de bor, man bruger til at hente olie op af undergrunden med. Her tager kunstneren udgangspunkt i et destruktivt redskab, man sjældent ser, og giver det ny form som betagende artefakter.

‍‍

”[Olie] snyder os til at tro, at den skaber rigdom og bekvemmelighed, men samtidig ødelægger den os.” - Monira Al Qadiri

‍

^{Monira Al Qadiri, Benzene Float(series) 2023 Kunsthaus Bregenz. Foto: Markus Tretter}

Al Qadiri bruger det hybride på en måde, hvor symbolsk ironi, karikatur og tilsløring indgår i et samspil. De historier, hun trækker på, iscenesættes på ny, så de opleves sanseligt snarere end som didaktiske forklaringer.Her er det uventede subjekter, der taler, og de gør det på deres egne præmisser. Resultatet er et kosmos af kalejdoskopiske refleksioner, hvor fortællinger, der indtil nu er blevet overset, træder frem med stille styrke. Dermed bliver hendes praksis også i selv kamæleonagtig: Den tilpasser og forskyder sig i takt med omgivelserne, men afslører altid – om end kun glimtvis – de ting, som de fremherskende historier og magtstrukturer søger at skjule. Grebet spejler olieindustriens egen tilgang: en industri, der skjuler sin ødelæggende fremfærd bag en facade af visuel forførelse. Al Qadiri tager denne omskiftelighed til sig, vender den på hovedet og bruger den som en strategi, der lader det usynlige træde synligt frem for os.

‍

Referenceliste
Global South Studies, “Petrocultures”, tilgået 11/08/2025
Amal Khalaf, ”Sad-Boy Cosmos” i Monira Al Qadiri: Mutant Passages, Kunsthaus Bregenz, 2023
Le Grand Tour, “Monira Al Qadiri: Gastromancer”, tilgået 11/08/2025
Interview med Monira Al Qadiri & ARKEN, 2025