ARKEN har fundet sin nye direktør: Johan Holten (f.1976), der tiltræder 01.04.26. Johan Holten kommer fra en stilling som direktør for museet Kunsthalle Mannheim i Tyskland, hvor han har stået bag flere anmelderroste og meget velbesøgte udstillinger, store strategiske samarbejder og en markant modernisering af institutionens rolle i byen og regionen.

”Jeg glæder mig rigtigt meget til at blive en del af det engagerede team på ARKEN. De sidste års fokus fra museet på at blive et endnu mere relevant, men også sjovt, inspirerende og udfordrende sted at komme passer perfekt til den måde og de ting jeg har arbejdet med som direktør for tre forskellige tyske museer og kunsthaller. Dér har jeg lært at kunst først bliver rigtigt vedkommende, når man ser den som en del af en samlet oplevelse. Så kulturen rundt omkring kunsten kommer nok til at spille en endnu større rolle på ARKEN i de kommende år end den allerede gør i dag,” siger museets nye direktør.

Johan Holten er uddannet kunsthistoriker og kulturhistoriker fra Humboldt-Universität zu Berlin og har i en årrække været en central skikkelse i den europæiske museumsverden. Når han sætter sig i direktørstolen på ARKEN, vender Johan Holten hjem til Danmark, hvor han er født og opvokset.

Bestyrelsesformand Lars Kirdan siger om valget af Johan Holten: “Jeg er utrolig glad for, at det lykkedes ARKEN at tiltrække Johan Holten som ny direktør. Han har årtiers erfaring som kunstfaglig leder på den internationale scene, og vil utvivlsomt sætte et stort aftryk ikke blot på ARKENs udvikling fremover, men på hele den danske og nordiske scene for samtidskunst,” siger han og fortsætter: ”Museet er i en rivende udvikling, og sammen med den øvrige direktion og husets fantastiske medarbejdere er jeg ikke et sekund i tvivl om, at museet vil løfte sig yderligere under Johan Holtens lederskab.
Bestyrelsen, medarbejderne og jeg selv glæder os meget til at byde ham velkommen på ARKEN.”

Foto: Sonja Bell