
Fra 04.08.25 bliver dit besøg på museet lidt anderledes. Vi går nemlig i gang med at styrke ARKENs oprindelige arkitektur og begynder i foyér, så din rute til Café bliver lidt anderledes ind i efteråret. Måske er du én af ARKENs flittige gæster, der kan huske, at trappen fra Caféen gik lige ud i foyéren – og det kommer den til igen, og så fjerner vi det mørke trægulv. Dernæst tager vi det første spadestik til at blive fremtidens museum – og det sker med en ny, flot butik. Alt arbejdet ventes færdigt i begyndelsen af november 2025. Museet holder normalt åbent undervejs. Vidste du, at ARKEN er blevet bygget om i flere omgange i årenes løb siden åbningen i 1996. Den oprindelige ide for arkitekten Søren Robert Lund var, at museet er et strandet skib, som ligger på stranden – nu i strandklitterne. Men vi har først selv for nylig opdaget, at ARKEN er et af Danmarks stærkeste bud på et såkaldt de-konstruktivistisk bygningsværk. Dekonstruktivismen er en retning inden for arkitektur, som opstod i slutningen af 1980’erne, som helt bevidst brød traditionelle normer og former ned. En bygning som ARKEN ser ud som om, at den er sat sammen af flere dele, og nogle steder er arkitekturen bøjet på en særlig måde fx i Aksen.