Minik Rosing om at forstå verden gennem sten og mudder – og Per Kirkeby
Fotograf: Lasse Dearman

Tekst af Ditlev Fejerskov
Fotos: Lasse Dearman
Video: Kavian Borhani

En mursten er i virkeligheden et kompakt geologisk kredsløb: Bjerge bliver eroderet, de forvitrer og falder fra hinanden, og bliver til sidst til mudder, som skyller ud med floden, og aflejrer sig. Så bliver det hevet op fra havet, måske ved, at havet sænker sig, eller landet hæver sig, og så kommer leret op på landjorden. Du kan i virkeligheden ikke bruge leret til noget som helst – medmindre du forstår, at hvis du opvarmer det, så får du bragt det tilbage dets udgangspunkt: En sten. En mursten. Der er jo en superhurtig tur i den geologiske rutsjebane.

Jeg tror, at noget af det, som har fascineret Per (Kirkeby, red.) ved murstenene, er, at der en masse regler for, hvordan du kan sætte dem sammen. Du kan kun stable dem på nogle bestemte måder med nogle bestemte former. Måske går det tilbage til krystallografien, som er den disciplin, som ser på, hvordan ordnede ting er i mineraler. Krystaller er opbygget af nogle helt ens enheder, som man gentager og gentager. Per plejede altid at sige: “Man skal have en meget god grund til, at der ikke skal være orden og symmetri i det, man laver, for ellers bliver det hele bare ligegyldigt.” Der er murstenene jo allerede orden på dåse. 

En anden ting, som jeg synes, var karakteristisk for Per, var, at han mente, at det var forkert, hvis et kunstværk havde et formål. Der kan man så sige, at mursten altid bliver brugt til at lave noget med et formål. Et hus eller en folkeskole. Pers murstensskulpturer ligner en bygning, men den kan ingenting. For mig at se, var murstenen en mulighed for ham at udtrykke nogle af grundbegreberne i en verden, som er formålsløs i sin helhed, og som på nogle måder er kaotisk, men som også indeholder en masse struktur og grundregler, som regulerer, hvordan den fungerer.

En mursten er jo en modulblok, man kan bruge til at mure med, og man kan godt sige, at den er geologiens legoklods. Der er kun ét bestemt antal grundstoffer, og i virkeligheden er der ikke særlig mange forskellige mineraler i verden, men med de mineraler kan man bygge en hel jordklode. Med meget begrænsede stumper eller klodser, man sætter sammen, kan man bygge hvad som helst. Det, som adskiller en mursten fra en legoklods, er, at der kun er én facon af murstenen. De er allesammen fuldstændig ens. På den måde bliver det et mere radikalt benspænd i den kunstneriske proces, fordi du kun har den ene enhed at arbejde med. Det vil sige, at det, at du ikke kan lave alting, vil også give dig større frihed til det, du vil udtrykke nede under det. Du bliver ikke bundet så meget af alt muligt andet — af former og farver. Det handler om, hvor langt du kan komme med kun ét udtryksmiddel.

Jeg lærte Per Kirkeby at kende, fordi jeg bad ham om at udsmykke rotunden på Geologisk Museum, som jeg var leder af i 90’erne. Da den gamle Oscar Matthiesen-udsmykning var omkring 100 år gammel, tænkte jeg, at det ville være interessant at se, hvordan en udsmykning kunne være 100 år senere. Det var oplagt at tænke på Per, fordi han selv er geolog og har studeret her i huset. Det tog ham et år at male det hele. Han havde omhyggeligt mål alle kvadratmeterne op og kunne med stor fornøjelse fortælle, at der var flere kvadratmeter end i det Sixtinske kapel – han havde slået de gamle mestre.

Per var også et oplagt valg, fordi jeg synes, at der findes geologiske referencer i alle hans værker. Næsten alle hans malerier har et geologisk fænomen i sig i form af klippeformationer, sten eller sprækker. Han sagde, at han var inspireret af de byzantinske ikoner og renæssancemaleriet, hvor du havde en standard for, hvordan Golgata, bjerget hvor Jesus blev korsfæstet, skal se ud. Han var også optaget af karstlandskaber, sådan nogle geologiske kalkstensformationer, man har i Grækenland. Per Kirkebys murstensskulpturer har ikke andre formål end at være en ufærdig bygning, en række mursten stablet på hinanden, og på den måde, tror jeg, at de refererer til forfald – noget som har været, og som ikke er der mere. For mig at se ligger der en geologisk grundtanke i at sætte sådan et værk op.

Da udsmykningen var ved at være færdig, skete det oftere og oftere, når vi sad og drak te på mit kontor, at Per spurgte: ”Sig mig engang, er man holdt op med at bruge ekspeditionsmalere?” Det havde man haft før fotografiapparatets tid. Nu havde han nævnt de her ekspeditionsmalere syv-otte gange, så jeg spurgte om han godt kunne tænke sig at være ekspeditionsmaler. Jo, det kunne han ganske vist godt. Da vi ikke kunne begrunde at have en ekspeditionsmaler med nu om dage, foreslog han selv, at han også kunne vaske op – det var han god og grundig til.

Vi tog op til det område i Grønland, hvor jeg har arbejdet en del med de meget gamle bjergarter og de tidlige spor af liv, og så lavede Per nogle akvareller og raderinger, mens vi fik lavet vores arbejde.

For Per var Grønland vigtig. Tidligt i hans kunstuddannelse var han med som assistent for Egild Knuth (billedhugger, red.) oppe i Peary Land i det allernordligste Grønland. Han var også med Vagn Fabritius Buchwald (meteoritforsker, professor og forfatter, red.) i Grønland, da Buchwald skulle hente meteoritten, som ligger i Statens Naturhistoriske Museums gård. Per har rejst meget i Grønland, som har været med til at udvikle hans formsprog. Flere af hans tegninger og raderinger er skabt i Nordgrønland, hvor han tegnede de geologiske formationer. Først som feltnoter, og siden som deciderede kunstværker i forskellige former.  

Jeg synes, at jeg havde et rigtig godt forhold til Per, fordi vi var enige om, at kunst og geologi ikke skal gøre noget for hinanden, men at de to ting til sammen giver et mere interessant og bredere billede af verden, end de kan hver især. I dag taler man ofte om, at man skal have en sammenhæng mellem kunst og videnskab. At kunst skal illustrere videnskaben, eller at videnskaben skal blive åndelig. Vi var enige om, at kunst er kunst, og videnskab er videnskab.

Geologi handler om alt, hvad der er væsentligt for mennesker. Det kredser om, hvordan verden er opstået. Hvordan vi selv indgår i samspil med vores omverden. Nogle går så langt som at sige, at geologi er den eneste videnskab, hvor fødderne er vigtigere end hovedet, fordi det handler om at gå rundt i virkeligheden. Ud og se, hvad verden består af. En af geologiens vigtige sætninger er, at nutiden er en nøgle til at forstå fortiden. Vi kan bruge vores erfaring fra dagligdagen til at forstå, hvordan verden har udviklet sig over tid.

Ud fra relationen mellem de mange sten, som er placeret i et fjeld, kan vi sige noget om store begivenheder. Vi kan måske se, at det har været roden af en bjergkæde på størrelse med Alperne på et tidspunkt. Nu er den eroderet væk af regn og vind over millioner og millioner af år, og så kan vi simpelthen se bjergenes rødder. Vi kan se på materialernes beskaffenhed i stenen, og ved analyse af isotoper kan vi sige noget om, hvornår det skete. Vi kan kortlægge stenens rejse gennem forskellige kredsløb. Den startede med at være noget sand, der faldt til bunds på havet, så har den været 32 kilometer nede i jordskorpen, været varmet op og udsat for tryk, kommet op igen i forbindelse med, at en bjergkæde er faldet sammen, og nu har den så fået en tur igen. I dag ligger den i Nordgrønland, men for 500.000.000 år siden lå den ved ækvator, fordi kontinenterne bevæger sig.

Du kan også se, hvorfor verden rent politisk og økonomisk er skruet sammen, som den er i dag. Det har noget at gøre med hvilke ressourcer, der er i hvilke dele af verden. Alle de steder, hvor der er velstand i dag, er steder som ligger langs isranden fra den seneste Istid. Her er jorden frugtbar, fordi Indlandsisen, som dengang var i Europa, Nordamerika og Asien, har dumpet finknust materiale, som indeholdt enormt mange næringsstoffer. Og hvor har man så Indlandsis i dag? Det har man i Grønland. Og hvad sker der med den? Den smelter. Og smeltevandet tager det her fine mudder med sig. Mudderet er det samme materiale, som har givet velhavende lande en rig jord, og den indeholder de mineraler, som alle fattige landes jord mangler. 

For nogle år siden begyndte jeg at blive interesseret i, hvordan jeg kunne være med til at redde verden, i stedet for kun at sidde med mine egne små videnskabelige opdagelser. Jeg tænkte på, om man ikke kunne bruge den her grønlandske mudder, som kommer i enorme mængder, til jordforbedringer rundt i verden. Fordi mudderet er mekanisk knust, har det et enormt overfladeareal. Et gram af grundfjeldet i Grønland svarer til en lille terning med et overfladeareal på tre kvadratcentimeter, men hvis det samme gram har været en tur under gletsjeren og kommer ud som mudder, har den pludselig et overfladeareal på 200.000 kvadratcentimeter, og det betyder at planterne har 80.000 gange lettere ved at optage nærringstofferne.

Hvis vi flytter mudderet rundt i verden, kan vi altså forbedre jordkvaliteten og på den måde give bedre fødevaresikkerhed og rigdom. Den rigtig gode ting er, at i processen, hvor man frigør næringsstofferne til planterne (ved at kulsyre fra regnvandet opløser de her mineraler, red.), binder vi samtidigt CO2 fra luften. Vi fodrer planterne og tager samtidigt CO2 ud af atmosfæren, som er ret så væsentligt for vores verdens tilstand. Og hvis det ikke skal være løgn, så løber drænvandet fra mudderet ud og modvirker forsuringer af havet, som er vores tredje store problem. Vi har altså et vaskeægte Kinderæg-fænomen her.

Det allervigtigste af det hele er, at det er skalerbart. Der bliver lavet en milliard tons af mudderet om året i Grønland, hvilket vil sige, at der er nok til, at vi kunne lægge det på hvilken som helst mark i verden. Hvis vi nu tænkte os, at vi lagde en milliard ton ud, så vil den her reaktion med kulsyren alene tage 300.000.000 ton CO2 ud af atmosfæren. Det kunne potentielt være en kilde til at gøre verden til et bedre sted.

”Inden for arkitektur har man begrebet tektonik, som også bruges i geologien om, hvordan tingene er stablet. Den klassiske arkitektur imiterer den geologi, som er i området. Man har ladet sig inspirerer af, hvad der kan lade sig gøre. Og man er hurtigt blevet klar over, at det er tyngdekraften, som får en bygning til at hænge sammen. I naturen kan du også se og forstå, hvordan du bygger kuppelhvælv, buer og spidsbuer. Jeg kan ikke forestille mig andet end, at Per Kirkebys murstensværker refererer til, hvordan noget kan bygges. Det gælder for verden i sin helhed, og i de konkrete bygninger, vi bygger.”

”Jeg tror, at Per Kirkeby var superglad for håndværk. Hans bedstefar havde et snedkeri i Helsingør, og han havde et godt samarbejde med sin gode ven ”Myko”, som var murer og flere gange assisterede Per, især i arbejdet med mange af murstensskulpturerne. Der ligger nok også en form for ode til håndværket i værkerne.”

Se andre artikler