”At flyve selv, er som at have en smilende sol i maven” siger Simone Aaberg Kærn, mens hun sidder i sit lille enmotors fly på vej til Afghanistan for at møde den 16-årige Farial. Rejsen starter med en avisartikel i Politiken, hvor Aaberg Kærn læser om den unge afghanske kvinde Farial og hendes drøm om at blive jagerpilot. Aaberg Kærn vil give Farial luft under vingerne ved at skabe en feministisk flyvebro og hjælpe hende med at komme tættere på sin drøm.  

‍

Gennem et stærkt reguleret og militært kontrolleret luftrum flyver Aaberg Kærn fra Lille Skensved nordvest fra Køge til Kabul i Afghanistan med livet som indsats. Hendes mission er en frihedsmission, hvor hun vil genvinde luften og himlens frihed. Efter terrorangrebet den 11. september 2001 blev luftrummet globalt underlagt skærpet kontrol og militære restriktioner, hvilket gjorde private flyvninger langt vanskeligere at gennemføre. Med smil på læben og insisteren på, at missionen skal lykkes, flyver Aaberg Kærn og hendes daværende partner Magnus Bejmar helskinnet til Kabul, gennem stærkt kontrollerede luftrum.  

^{Digitalt kort, flyveruten fra Lille Skensved i Køge til Kabul i Afghanistan. © Simone Aaberg Kærn}

Simone Aaberg Kærns ni måneder lange performance Mikro Global Performance (2002-03) filmes og dokumenteres af Magnus Bejmar, og sammen skaber de kunstfilmen Smiling in a Warzone, som bevæger sig mellem virkelighed og eventyr med en klar kunstnerisk intention.

‍

^{Forhandling. 6.11.2002. © Simone Aaberg Kærn}

Forhandlingen ovenfor viser status for tilladelse til indflyvning i det afghanske luftrum, en lokal tilladelse fra Afghanistan er givet, men der mangler godkendelse fra RAMCC, den amerikanske militære luftoperationsenhed. De mange forhandlinger om at få tilladelse til at flyve gennem militært kontrollerede luftrum udgør en væsentlig del af Aaberg Kærns projekt. De vidner om den komplekse og nærmest umulige proces, det er at opnå tilladelser til at krydse landegrænser og militære zoner og dermed navigere i politiske og militære magtstrukturer, hvor himlens frihed sættes på prøve. Aaberg Kærns anmodning fra RAMCC om tilladelse til at krydse Iran bliver afvist, og hun ender derfor med at flyve illegalt gennem en krigszone for at komme til Afghanistan.  

‍

^{© Simone Aaberg Kærn. Foto: Magnus Bejmar}  

Under rejsen opdager Aaberg Kærn, på trods af sine egne antagelser, at der allerede fandtes kvindelige militærpiloter i Afghanistan, heriblandt de to søstre Laliuma og Latifa, som ses på billedet.

‍

^{© Simone Aaberg Kærn. Foto: Sonita Habib (Farials søster).}

På billedet ses Aaberg Kærn, Farial, Farials mor og Laura Beldimar. Aaberg Kærn mødte Laura Beldimar i Kabul, og blev medskaber til filmen Smiling in a Warzone. På bagsiden af fotografiet har Aaberg Kærn skrevet, at hun oplever en tidsløs følelse af søsterskab.

‍

^{Simone Aaberg Kærn, Micro – Global Performance #1 Open Sky,2002. © Simone Aaberg Kærn. Foto: Magnus Bejmar.}

Simone Aaberg Kærn udfordrer krigens konfliktfyldte rum, gennem en vision om frihed. Krig er frihedens diametrale modsætning, men hvad sker der, når kunsten bevæger sig ind i krigens rum? Selvom hun befinder sig midt i et militært kontrolleret luftrum, skaber hun et eventyrligt frigørelsesprojekt, gennem sin performative praksis. Med flyverdragt, flyvehat og en oppustelig globus iscenesætter hun sig selv som helt og hovedperson og trækker på eventyrlige og mytiske fortællinger om himlen, hvor flyvning fungerer som symbol på frihed. Med nysgerrighed, optimisme, frygtløshed og en næsten drømmelignende tilgang til verden, anvender hun naivitet som redskab til at gennemføre missionen.  

Den eventyrlige tilgang i Aaberg Kærns performance kan sammenlignes med Den lille prins. Ligesom i Den lille prins drager Aaberg Kærn ud i verden og møder forskellige mennesker og kulturer med et nysgerrigt og åbent blik for at blive klogere på det ukendte og det fremmede. Den poetiske figur er ikke udelukkende uskyldig, men i den grad politisk. Aaberg Kærn undersøger og anvender en form for propagandaæstetik i både påklædning og retorik, i en kritisk og nysgerrig position over for heltenarrativet.

Brugen af heltedyrkelse rummer en vis ambivalens, idet Aaberg Kærn trækker på et vestligt frihedsideal, hvor hun kan fremstå som en, der vil hjælpe eller muliggøre den afghanske unge kvindes drøm. Samtidig arbejder hun bevidst med sin performative karakter som en strategi for at gennemføre sit projekt. Det heroiserende narrativ åbner op for kritiske spørgsmål om frihed, repræsentation og idéen om “den gode gerning”.

Simone Aaberg Kærns kunstprojekt Open Sky tager afsæt i hendes performance Micro-Global Performance, men har udviklet sig i takt med sin samtid ved aktivt at forholde sig til situationen for kvinder og piger i Afghanistan. I det nyere værk I Wish I Could...(2026) svæver et banner bag det udstillede Piper-Colt-fly med ordene fra en 14-årig afghansk pige skrevet på dari, hendes modersmål. Ordene vidner om, hvordan kvinder og piger blev svigtet, da Danmark og andre lande overlod Afghanistan til Taliban. I det selvlysende banner får afghanske kvinder og piger mulighed for at tage ordet i værket.  

‍

(Dansk oversættelse af bannerteksten)

Jeg trak vejret
Jeg læste
Jeg havde en fremtid

I 2021
braste min drøm

Jeg er 14 år gammel
Fem år nu
Hjemme
Jeg kvæles

Taliban
De har lukket døren

Luft!
Luft!
Luft!

••• - - - •••

Hilsen fra en 14-årig pige i Afghanistan, forår 2026

‍

‍