Lina Ghotmeh om at bringe natur og kultur ind i arkitektur
Fotograf: Lasse Dearman


Tekst af Ditlev Fejerskov
Fotos: Lasse Dearman
Video: Kavian Borhani

Murstenen er i sig selv et bindeled af den slags, vi ofte kan synes at have mistet mellem os og vores byggede miljø, som næsten er blevet fremmed for os. Murstenens evne til at slå bro mellem bygningens skala og håndens skala er for mig i sig selv ganske storslået. Det handler om præcision; man kan bygge noget meget stort, og samtidigt meget præcist, hvis man udviser omhu i byggeprocessen. 

Der er noget særligt ved, at mursten kommer fra jorden og ved den mængde af nuancer og gradueringer, man kan komme frem til bare ved brændingen. Hvis man brænder den lidt mere, bliver farven violet eller som en sort emaljefarve, og får den mindre, bliver den mere rødlig. Der er noget magisk ved den mangfoldighed af farver, der kan opstå ud af blot ét enkelt element.

Man bruger jo faktisk et levende materiale, og disse farver – de skaber bevægelse i facaden, i arkitekturen, og samtidig er det et materiale, der får sin egen patina med tiden, og som skifter farve med lyset. Så hele den måde, vi opfatter bygningen på – også hen over de forskellige årstider – ændrer sig med lysets farver og alt efter lysets styrke. 

Jeg har denne forestilling om, at tiden er indfanget i murstenen, for hvis man skaber en stor bygning, stor arkitektur, ud fra sådanne enkeltelementer, viser bygningen faktisk den tid, man har brugt på at lægge mursten på mursten. Allerede dér er der stærke følelser forbundet med at betragte en mur i mursten. Den har også en særlig evne til at være både et meget solidt materiale og et meget let materiale. 

Jeg mener, at vi i dag bør tænke nøje over, hvordan vores byer kan blive mere modstandsdygtige overfor sommerens varme, og hvordan vores facader kan køles ned. Murstenen besidder ikke kun en særlig energi – den giver også mulighed for at skabe en tekstur, hvor fladen skygger for sig selv. Man reducerer dermed varmen i selve husets skal.

Jeg har tegnet Hermès’ læderværksted i Louviers i Normandiet, hvor de laver deres sadelmageri. For at blive inspireret til arkitekturen dykkede jeg ned i Hermès’ historie og deres tilknytning til sadelmagerarbejde og ridesport. De mange buer i bygningen afspejler murstenens naturlige spændvidde. For hvis du vil udvide murstenens spændvidde, tegner du en bue. Buerne afspejler også hesten i galop, hesten i bevægelse.

Det første skridt i processen handlede om at finde ud af, hvor jeg kunne hente materialer fra, så vi fik det lavest mulige CO2-fodaftryk. Mit team og jeg så på, hvad der fandtes af lokale materialer, og vi opdagede, at der i dette område i Normandiet findes tre murstensproducenter. Det var lige til: Selvfølgelig skulle vi bygge med lokale ressourcer.

Det er vigtigt for mig at anskue arkitektur som en forlængelse af naturen, som noget, der udspringer af naturen, og at sætte naturen i højsædet i hele tilgangen til bygningen. Ved Hermès’ læderværksted befinder vi os i industrielle omgivelser, men når man entrerer bygningen, bevæger man sig langsomt ind i et kloster, der også er forbundet med naturen, med en have, inden man går indenfor. Så hele dette forhold mellem det ydre, det indre, og så det helt intime indre er også en del af tankegangen bag dette projekt.

Jeg plejer at beskrive min tilgang til arkitektur som en slags arkæologisk udgravning af fremtiden. En fremtid, der forsøger at lære af fortiden, at lytte til stedet og omgivelserne, så der opstår en struktur, der på sin vis afspejler en fjern fortid. Men samtidig er den også helt sin egen. Den sender os altid videre ind i fremtiden, fordi den ikke har eksisteret før. Noget af det, jeg elsker ved arkitektur, er dens evne til at vække og skabe minder. For eksempel oplever mange af dem, der kommer på arbejde her, at det minder dem om steder, de har besøgt på ferier. Som for eksempel et gammelt kloster. 

Jeg voksede op i Beirut i tiden under og efter krigen, og det har betydet meget for min egen vej som arkitekt. Det at se byen lagt i ruiner, at se dens indvolde, dens nøgne materie, alle bygningerne var mærket af krig og tidens tand. Og samtidig så man, hvordan naturen vendte tilbage mellem ruinerne. Man fornemmer dels grusomhederne, al den vold og ødelæggelse som mennesket kan påføre sig selv og sine omgivelser. Men samtidig opstår en særlig skønhed, hvor naturens tilbagevenden skaber en følelse af trøst og håb, selv i de allermest voldelige sammenhænge.

Samtidig var arkitekturen for mig også et redskab til at føre mennesker sammen. Der er dette stærke behov for skønhed, og for fred. Byen er fuld af modsætninger. Man ser helt fantastiske steder, og så ser man helt ødelagte steder. Det er en collage af forskellige fragmenter, af forskellige arkitekturer og forskellige byrum – så det at acceptere mangfoldighed og kontraster og selvmodsigelser som en del af dagligdagen eller en del af arkitekturen er vigtigt.

Beirut var jo i mandatperioden under fransk styre, så jeg bærer både fransk, arabisk og også den engelsktalende kultur, fordi jeg studerede på det amerikanske universitet. Alt det rejser en masse spørgsmål i mig – omkring vores verden og de grænser, der findes mellem de forskellige lande. Men det handler også om hvor min identitet ligger, og om hvordan jeg kan omsætte denne rodfæstethed i den arabiske verden i selve arkitekturen. Fordi det er en del af mit væsen og min kultur – gæstfrihed, gavmildhed og hele etikken omkring familien. 

Der er visse elementer, der i høj grad er til stede i kulturen, og det bliver jeg på én eller anden måde mere og mere bevidst om i det, jeg laver. Jeg var ikke så bevidst om det for for syv år siden, men nu ser jeg tingene sådan. Jeg prøver altid at skabe steder, der er fulde af varme og gæstfrihed. Hele tanken om at byde folk velkommen er meget vigtig; at invitere dem ind i en bygning, ind i et rum, og at de har det godt i det rum. Men jeg taler også varmt for at anerkende, at vi alle er forskellige. Vi har alle vores udspring i et skæringspunkt mellem forskellige sfærer. Det handler ikke om adskillelse, det handler om en slags rodfæstethed og om at tage det positive med sig fra hver enkelt tradition og kultur.

Se andre artikler