Billede af Apolonia Sokol foran sine værker
Fotograf: Lasse Dearman

Instruktør / Director: Ditlev Fejerskov. Fotograf & klipper / Photographer & editor: Kavian Borhani. Medvirkende / Cast: Apolonia Sokol

Jeg stiller mig selv det evige spørgsmål: Er det kunsten, der redder dig, eller skader dig? Er drivkraften en overlevelsesmekanisme for at bearbejde et traume, eller er det fordi, jeg skaber, at jeg er så ustabil og traumatiseret? Jeg tror, at jeg maler for at redde mig selv – for ikke at dø. Det er ligesom at spise og drikke eller have sex, man gør det for at overleve. Umiddelbart vil jeg tro, at alle kunstnere gør, hvad de gør, fordi de ikke kan lade være. Og hvis man kan lade være, så burde man faktisk helst lade være. Det ville være bedst for en selv, og nok også for andre. 

Sagen er, at man hverken kan leve eller overleve alene. Jeg er overbevist om, at alt, vi gør, gør vi i forhold til andre og for andre. Et kunstværk findes ikke i virkeligheden, så længe det ikke er blevet set af et publikum. Det aktiveres af fællesskabet. 

Jeg portrætterer mit fællesskab. Kærligheden er min drivkraft og nok også mit udgangspunkt. Jeg maler mennesker, jeg elsker. Personer, jeg er inspireret af, og som jeg deler politiske idealer og holdninger med. Mennesker med stærke fortællinger, som jeg kan identificere mig med.

Jeg maler ud fra fotos, som jeg for det meste komponerer selv. Der er også plads til improvisation, og det kan ske, at jeg har haft en fantastisk nat med nogen, og vi får lyst til at lave noget sammen. Det kan også være et planlagt samarbejde. Men det sker stort set aldrig, at jeg beder nogen om at blive på atelieret, så jeg kan male dem. Det er ikke min æstetik. Jeg synes også, at det ville kræve for meget af de mennesker, jeg maler, at de skulle blive siddende flere dage på atelieret. Jeg føler, at det ville skabe et ulige magtforhold. 

Det er sjældent, at jeg tænker, at jeg vil male en person, fordi den lever op til nogle bestemte kriterier. Det er en organisk proces, som kommer fra maven. Når jeg maler, er jeg i en særlig trancetilstand. Men jeg har selvfølgelig ideer til, hvem jeg har lyst til at male og hvordan. Jeg har en konceptuel og politisk tilgang til portrættering.

Fotograf: Lasse Dearman


Lige nu er jeg i gang med at male poeten Zahna Siham Benamor. Vi har kendt hinanden siden barndommen – vi voksede op sammen i Danmark. Hun er født i Danmark og er af algerisk afstamning. Jeg er af fransk afstamning, så vi har en fælles relation til den store verdenshistorie. Vi har selvfølgelig meget mere tilfælles end det, vi har det mest dyrebare venskab. Jeg maler hendes styrke. Hun har en stemme, der kommer helt inde fra maven og råber politik, oprør, sorg og antikolonial eksistens. Hun tør sige sine mest ærlige følelser højt, og det er beundringsværdigt. Når man ser hende optræde, bliver man til en anden.

Jeg har også malet min ven Hae Na flere gange. Blandt andet på det store maleri La Guerre, Hae Na as Nemesis, hvor hun repræsenterer Nemesis, den retfærdige hævns gudinde. På maleriet rider hun på en hest og har både en kniv og en morgenstjerne. Det refererer til et maleri af kunstneren Henri Rousseau, som var problematisk på nogle områder, blandt andet fordi han på dette maleri malede en lille indfødt pige ridende på hest over døde hvide mænd. I hans værk er hun allegorien for krig. Han frygter hende, men hun er offeret i en kolonial sammenhæng! Jeg syntes, det gav mening at male det i forhold til den aktuelle situation med antiracistiske oprør (BLM) – og ideen om hævn. Det er sjovt, at Hae Na, en voksen, intellektuel og antiracistisk aktivist, ridder på Jeanne d’Arcs hest over døende hvide mænd i skjorte og slips (kontormedarbejdere).

Fotograf: Lasse Dearman

Når man repræsenterer nogen, har man en vis magt over dem. Den er vigtig at være varsom med. Nogle gange kan man komme til at skabe en uretfærdig afspejling. Man kan bidrage til strukturel diskrimination, selv om intentionen var en helt anden. Jeg forsøger at have så megen omsorg og respekt som muligt for dem, jeg maler, men det er ikke nok. Jeg bliver nødt til at analysere billedsproget og dekonstruere nogle af de ting, jeg har lært. Det kan være en smertefuld proces, men den er også vigtig og meget spændende.

Billedsprog er et våben. Der er magt i billedets brug, især i den vestlige verden. Fra helt tilbage til opstanden af Guldkalven (et gudebillede, som israelitterne ifølge Det Gamle Testamente fremstillede, men som fordømtes som afgudsdyrkelse, red.) til i dag, har man sloges for og imod repræsentation. Tænk på, hvor få gravide kvinder og endnu færre kvinder, der føder, som findes i kunsthistorien og i det generelle billedsprog. Jeg reflekterer over, hvorfor det er sådan, når fødsler er det mest vidunderlige, en krop kan gøre. At skabe et liv. Det er også det mest banale, vi er mere eller mindre alle blevet født på den måde. Det burde altså være en del af vores almindelige billedsprog. Men der er nok flere grunde til, at det ikke er sådan. Der er den hedenske tro, hvor man har været bange for at en afspejling af graviditet kunne skade barnet. Sagen er, at en krop, der kan føde et barn, har magt over liv og død, og den form for styrke repræsenteres typisk igennem en oldgammel mandlig figur – ironisk nok: Gud. Den mangel for afbildning af graviditet og fødsler skaber en ekstrem ensomhed hos kvinder. 

I den vestlige kunsthistorie er kvinder blevet brugt som modeller, som muser og som allegorier. Uden navn og identitet. En muse var som regel en kvindelig kunstner, som blev tingsliggjort af hendes mandlige tilhænger og brugt som inspiration. Det er acceptabelt at male en nøgen kvindelig model, som repræsenterer en mytologisk fortælling eller en anonym hverdagsscene. Men det er helt uacceptabelt og kontroversielt at vise en nøgen kvinde, som har et navn og en identitet. Jeg føler, at hvis hun er stolt, holder blikket oppe og bærer sin krop med styrke, bliver det betragtet som noget provokerende feministisk eller blufærdighedskrænkende. Den samme foragt – endda i endnu højere grad – gør sig gældende for modeller med andre etniciteter end europæisk. Racisme i billedsprog er jo allestedsværende. Man kan nævne orientalisme som et oplagt eksempel.   

At blive portrætteret stolt har altid været og er stadig et privilegium reserveret til magthaverne. For mig giver det mening at male de mennesker, jeg synes er vigtige, i form af portrætter, hvor de ser beskueren direkte i øjnene og viser deres styrke. Derefter reflekterer jeg over, om det lykkedes mig at vise dem med magt, uden at jeg aftog magten fra dem.

Fotograf: Lasse Dearman


Jeg voksede op i et bohèmemiljø i et af Paris’ mangfoldige arbejderkvarterer. Min mor flygtede fra kommunismen i Polen, og i Paris mødte hun min far, som var skuespiller. Sammen byggede og åbnede de et teater, som blev mit hjem det meste af min barndom. Teateret var hjemsted for kunstnere, poeter og aktivister, som fremførte deres værker. Der skete mange forskellige ting i teatret. Der var åbent for alle, og der var mange sociale aktiviteter for lokalområdet. 

Da jeg var otte, blev mine forældre skilt, og min mor og jeg flyttede til Danmark. Det var ikke nemt at vokse op i Danmark som indvandrer. Det var svært at integrere sig, lige gyldigt hvor meget jeg havde lyst til at gøre det, følte jeg mig aldrig god nok. Jeg vidste, at jeg ville være kunstner, men det var der ikke rigtigt plads til. Måske på grund af Janteloven. Jeg ved det ikke – det var svært at være til og blive accepteret. Derfor havde jeg altid en stor lyst til at komme tilbage til Paris, så snart jeg kunne.

Jeg er glad for min opvækst i Paris, også selvom den til tider var hård. På et tidspunkt tvangslukkede regeringen teatret, og vi blev smidt på gaden. Men jeg var altid omgivet af mange mennesker, som jeg havde en ekstremt stor respekt for. Det er dem, som gør det hårde arbejde, så verden kan ændre sig. Sådanne mennesker er vigtige at portrættere og skrive ind i historien.

I dag har jeg fået et liv, som føles trygt. Det er lykkedes mig at få et atelier, hvor jeg har tid til at kunne arbejde grundigt med mine værker. Det er det største privilegium, du kan få som kunstner – at have tid. Til min seneste soloudstilling i 2022 viste jeg værker, jeg var begyndt på tilbage i 2016. Det er en succes for mig at kunne male over lang tid. Den stabilitet er ikke noget, der vil vare for evigt. Det ved man godt som kunstner. Der er nogle tidspunkter, hvor man er dygtig og heldig, og så går det ned igen. Og det er også fint. 

I Paris er du jo omgivet af kunsthistorien, og det er selvfølgelig inspirerende. Jeg synes, det er vigtigt at kende til historien og sætte spørgsmålstegn ved den. Nu arbejder jeg i Picassos gamle atelier, og det kan da godt være, at hans spøgelse er her, men hvad så? Jeg synes ikke, han var en speciel interessant kunstner eller menneske. Der er så mange andre kunstnere, der var ekstremt spændende i hans tid, som har fået mindre eller ingen opmærksomhed, og jeg synes det er mere givende at kigge i deres retning. Suzanne Valadon, for at nævne en af mine yndlinge. Hun var en fattig vaskepige, som blev model for alle de mandlige kunstnere. Hun lærte at male ved at kigge på dem og fik en plads. Hun endte med at blive ligeså anerkendt som hendes mandlige kvindehadske kollegaer.

Jeg bruger generelt mange referencer fra kunsthistorien og min nutidige kultur. Man refererer jo altid til noget andet, det er sådan, man danner et sprog. Hvis man betragter kunst som et sprog, kan man igennem referencer skabe et ordforråd. Man kan kommentere på eksisterende ideer, kritisere og lægge op til debat.

Jeg har for eksemplet været inspireret af Botticellis maleri Foråret (La Primavera, red.), som handler om fertilitet med forskellige mytologiske symboler. I højre side af malerier står Zephyr, som puster blomsterfrø i Floras mund imod hendes vilje. Det kan analyseres som en voldtægt. I midten af maleriet står hun, nu som gravid, oven på medicinalske planter, som dengang blev brugt til at skabe fertilitet. Jeg har valgt at genfortolke værket i samarbejde med nogle af mine transkønnede veninder. Man vil umiddelbart tænke, at transkvinder ikke er fertile, men min idé med værket var at fortælle, at de måske er mere fertile end andre, fordi de er i stand til at genføde dem selv.

Det blev til et politisk værk med en kommentar til den aktuelle transfobiske debat inden for feministiske miljøer, både i Frankrig og i resten af verden. Debattens udgangspunkt er livmoderen, og det transfobiske argument er, at en person uden livmoder ikke kan være en kvinde. I mine øjne er det et regressivt argument, som reducerer alle kvinder – også ciskvinder – til reproduktive organer. Som Simone de Beauvoir sagde: 'At være en kvinde betyder ikke, at man kan reproducere sig – at være en kvinde, er noget, man bliver.'

Fotograf: Lasse Dearman

Se andre artikler